Philip Schmidt-Madsen

Part time teacher, Organ
Philip Schmidt-Madsen
Philip Schmidt-Madsen (født 1982) er organist ved Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København.

Philip studerede kirkemusik og orgel hos professor Bine Bryndorf på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hans diplomeksamen i 2007 fik højeste karakter. Derefter fulgte to års videregående studier hos Professor Hans Davidsson ved Hochschule für Künste i Bremen, hvor han i 2009 afsluttede med den tyske Kirchenmusik A eksamen med udmærkelsen cum laude. I efteråret 2013 debuterede han fra solistklassen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som solist i Hindemiths orgelkoncert og som elev af Hans Fagius og Hans Davidsson. Philip har deltaget i adskillige masterclasses i ind- og udland med blandt andre Olivier Latry, Michael Radulescu, Jon Laukvik og Hans-Ola Ericsson.

I juni 2011 vandt Philip 1. pris ved Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence og blev yderligere tildelt Commotio-prisen for bedste fortolkning af Carl Nielsens Commotio. Philip har en stor koncertaktivitet i både Danmark og Europa og han samarbejder jævnligt med en lang række forskellige kor og orkestre i ind- og udland. Han har adskillige gange været solist med orkester og har medvirket i både tv- og radiotransmitterede koncerter og gudstjenester. Han turnerer jævnligt sammen med sangersøskendeparret Hetna og Steffen Bruun.

I 2012 modtog han et stipendium fra Léonie Sonnings Musikfond til fortsat kunstnerisk udvikling, og i 2012 udkom også hans debut-cd Outer Darkness med værker af Nielsen og Langgaard på pladeselskabet Naxos.

Han har været ansat som korproducent, akkompagnatør og gæstedirigent for Sankt Annæ Pigekor og som medstifter og kunstnerisk leder af koncertvirksomheden Pro Musica Copenhagen har han planlagt og opført store værker indenfor korlitteraturen. Siden 2013 har han været timelærer i liturgisk orgel ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.