Den moderne musikuddannelse er også digital

Det er en vigtig del af moderne musikuddannelse at kunne kombinere traditionel musikundervisning og kunstnerisk udvikling med digital læring. Derfor er en gruppe af undervisere på DKDM igang med at blive endnu dygtigere til at udvikle digitale, modulbaserede kurser.

En af de undervisere er Søren Schauser. Han er lektor på DKDM og underviser bl.a. i musikhistorie og mener, at det er nødvendigt for uddannelsesinstitutioner at følge med den teknologiske udvikling:

”Inddragelsen af digital læring er helt central for en moderne uddannelse. Blandingen af tekster, små film, flotte grafikker og muligheder for kommentarer kigger tilpas tæt på resten af de unges verden. Det digitale har også vist sig voldsomt effektivt i vores arbejde for internationalisering og inklusion – simpelthen fordi man kommer i dialog med flere mennesker”, siger han.

Kreativitet og klar kommunikation

Søren Schauser underviser for andet år i træk kurset Nordic Noir på Global Conservatoire, som er et digitalt læringsmiljø udviklet i samarbejde mellem Manhattan School of Music, Royal College of Music (London), mdw (Wien), Conservatorium van Amsterdam og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Global Conservatoire kombinerer synkron og asynkron undervisning (fællesundervisning og modulbaserede dele), hvilket betyder, at underviserne skal gå til opgaven på en noget anden måde end de er vant til, fortæller Søren. Med kvalificeret sparring fra kolleger på DKDM har han arbejdet med at forbedre og udvikle sit kursus, så det også fungerer i en digital kontekst:

”Jeg følte mig i begyndelsen på Herrens mark. Første udkast var nærmest bare nogle PowerPoints efter hinanden som jeg plejer i min undervisning. Men jeg fik så taget mig sammen og spurgt vores gode kolleger i administrationen om hjælp. Resultatet af den fælles indsats blev lige så langsomt et mere sjovt, mere dynamisk, mere tidssvarende kursus”.

Især den asynkrone del af kurset stiller krav til indhold, engagement og til at man som underviser er god til at formidle, hvad man forventer, at de studerende skal lære, fortæller Søren videre: ”De digitale muligheder gør, at man meget nemmere kan komme i dialog med alle studerende. Når man formulerer tydeligt, hvad de studerende skal have ud af kursets forskellige dele, så giver det de studerende en dybere forståelse for det faglige stof,  og de forstår, hvorfor det er relevant for dem. Jeg er blevet opmærksom på nødvendigheden af at bryde det mere avancerede stof ned i mindre bidder. Det er ikke en forringelse af kvaliteten, men tværtimod et meget vigtigt pædagogisk virkemiddel”.

Indflydelse på den fysiske undervisning

Arbejdet med digital læring har desuden haft en positiv indvirkning på Sørens fysiske undervisning, da det har gjort forventninger og mål mere tydelige for både underviseren og de studerende:

”Jeg har personligt fået en markant bredere flade rent professionelt”, fortæller han. ”Kurset var rigtignok hårdt i begyndelsen med alle de indledende manøvrer og stadige revisioner. Men når alt ligger klart, så kører det meste jo sådan set af sig selv – alt imens man gør sin virkning ude i verden. Jeg er også blevet mere bevidst om mine virkemidler rent fysisk. Folk får i langt højere grad at vide, hvad de kan forvente af mig og jeg af dem. Så min fysiske undervisning er helt af sig selv blevet mere moderne og mere rettet til mennesker af i dag”.

Men det digitale er ikke et mirakelmiddel, fortæller Søren videre: ”En uinspirerende underviser får ikke mere karisma på nettet. Men digital læring kan være en mere intens læring på grund af den personlige side af sagen”. 

Distance Learning og DKDM DIGI

DKDM har arbejdet med digital undervisning i en årrække. Global Outreach Center arbejder kontinuerligt med at udvikle Distance Learning-teknologier og deltager i en række forsknings- og udviklingsprojekter på området. Konservatoriet er desuden del af Nordplus-projektet Dig.music.

Seneste skud på stammen er DKDM DIGI, som endnu er i sin spæde opstart. I begyndelsen af projektet bliver en udvalgt gruppe undervisere uddannet til at udvikle mindre kurser med få ECTS med hjælp fra en digital læringsekspert. Det er Søren Schauser også en del af og det har spændende perspektiver, mener han. Det digitale modulbaserede kursus kan være en måde at optimere læringen på:

”Folk kan uden skam se samme klip igen og igen og dermed være sammen med ugens stof i langt højere grad. I forhold til DKDM DIGI kommer udviklingen til at betyde, at vi som undervisere kan gøre vores kurser endnu mere nærværende. Vi får mulighed for at arbejde med semiprofessionelle videooptagelser og billedmateriale og så tror jeg, at vi kommer til at se en voksende integrering af nodematerialet på iPad på den lange bane, afslutter han.

Læs mere om Global Outreach Center og Global Conservatoire.