DKDM's koncerter i foråret

Vi glæder os til igen at måtte byde publikum velkommen - læs rektors forord til koncertbrochuren

Kære publikum,

Det er med stolthed, at vi byder velkommen til endnu en koncertsæson, hvor vi fejrer musikkens væsen, som det kommer til udtryk her på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium: Musikken beriger det enkelte menneske og styrker fællesskaberne.

De fleste koncerter foregår på konservatoriet, i det tidligere radiohus, som er tegnet i 1930’erne og bygget i slutningen af 1930’erne og under 2. verdenskrig. Trods verdenskrigen og besættelsen kommer man med menneskelig skaberkraft, vilje og opdrift frem til dette resultat: En vidunderlig bygning ned i mindste detalje, skabt til musik, kreativitet og formidling.

DKDM har fokus på at fremme og inspirere til uddannelsen af kvindelige dirigenter. I dette forår bliver det Audrey Saint-Gil, der dirigerer operaakademiets koncerter og i den anledning giver en offentlig masterclass.

Vi fokuserer også på at fremme det tværkunstneriske udtryk og i det hele taget slippe de studerendes fantasi og kreativitet løs. Dette kan opleves ved årets PULSAR-festival, 3D-koncerterne og den nye studenterdrevne ”entreprenørskabsfestival”. En del af de studerendes opgaver bliver i øvrigt at finde et navn til denne festival fremover – vi glæder os til, hvad det bliver!

Til forårets meget forskelligartede debutkoncerter vil man opleve spændende musikalske portrætter af den enkelte unge musiker og komponist. Koncertpraksis er en vigtig del af de studerendes uddannelse, og dette kommer til udtryk i en bred vifte af onsdagskoncerter, sommerklassisk i Tivoli og en række andre koncerter.

Nogle vigtige grundpiller i DKDM’s virke er symfoniorkestret, den store sangfaggruppe og kammermusikken. Den individuelle og kollektive præstation går op i en højere enhed ved symfoniorkesterkoncerterne og samarbejdsprojekterne med Copenhagen Phil, kammeroperaen og den højt estimerede European Chamber Music Academy-festival.

Ved udgangen af studieåret skal DKDM sige farvel til to særlige lærerskikkelser med et mangeårigt virke på DKDM. Det bliver til to portrætkoncerter af prorektor og komponist Niels Rosing-Schow og lektor og cellist Morten Zeuthen. Samtidig byder vi velkommen til Marianna Shirinyan som nytiltrådt gæsteprofessor i klaver.

I efteråret 2021 – på vej ud af coronaens skygge - føltes det som galopheste, der netop var blevet lukket ud af startboksen. Vi vil spille, vi elsker at formidle musikken.
Forhåbentlig får vi lov til at spille mange flere koncerter for jer i foråret – VELKOMMEN!

Uffe Savery,
Rektor

Hent DKDM's koncertbrochure forår 2022